FORENINGENS NAVN, HJEMSTED OG FORMÅL

§ 1

Foreningens navn er Vallensbæk Vandskiklub, i det følgende kaldet VVK. Foreningen er medlem af Dansk Vandski Forbund. Dens hjemsted er Vejlegårdsvej 131, 2625 Vallensbæk.

VVK’s formål er at fremme og udvikle vandskisporten.

MEDLEMMER

§ 2

Som medlemmer kan optages alle interesserede, der opfylder de på indmeldelsesblanketten af bestyrelsen stillede krav.

Bestyrelsen er forpligtet til at regulere medlemstilgangen, således at træningsforholdene er optimale.

Bestyrelsen skal fastsætte regler med henblik på at kanalisere arrangementsmidler til ungdomsarbejde, jf. § 19, stk. 2.

Bestyrelsen kan fastsætte støtteregulativ, jf. § 19, stk. 3.

Bestyrelsen fastsætter medlemstyperegulativ.

§ 3

Det påhviler medlemmerne at respektere VVK’s formål og overholde nærværende love, ligesom de til enhver tid  givne henstillinger fra foreningens ledelse skal efterkommes.

§ 4

Hvert medlem betaler et årligt kontingent til foreningens drift.
Dog kan generalforsamlingen udpege et æresmedlem.

Hvert indtrædende medlem betaler et af bestyrelsen fastsat indmeldelsesgebyr (p.t. kr. 0), der forfalder til betaling samtidig med kontingentet og senest 8 dage efter, at foreningen har modtaget en indmeldelsesblanket.

Generalforsamlingen fastsætter størrelsen af kontingentet.

Kontingentet forfalder til betaling helårligt hvert års 1.1., med mindre bestyrelsen fastsætter andet.

Er et medlem mere end 1 måned i restance til foreningen med kontingent, ture eller andre ydelser, betragtes medlemmet som udmeldt. Er restancen ikke betalt før en generalforsamling, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed.

Turpriserne fastsættes til enhver tid af bestyrelsen og skal fastsættes således, at foreningen kan opretholde en forsvarlig økonomi. Enhver betaling for ture og andre ydelser erlægges portofrit og omkostningsfrit for foreningen. Bestyrelsen kan fastsætte særlige regler herom.

§ 5

Foreningens anliggender varetages af generalforsamlingen og bestyrelsen.

GENERALFORSAMLINGEN

§ 6

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Beslutning tages ved simpelt stemmeflertal, for så vidt andet ikke udtrykkeligt er bestemt.

§ 7

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden for perioden 1. januar til medio marts i Vallensbæk Kommune. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages og højst 4 ugers skriftligt varsel til alle registrerede medlemmer.

Dagsorden, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen.

Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse. Det samme gælder hvis man ønsker at stille op til en post i bestyrelsen – medmindre der slet ikke er nogen kandidater til nogen poster. Er der indkommet forslag, lægges disse på klubbens hjemmeside, Facebookgruppe eller sendes ud pr. mail sammen med en opdateret dagsorden senest 4 dage før generalforsamlingen.

Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.

Hvis der skal behandles forslag, hvis vedtagelse kræver særlig majoritet, skal dette fremhæves i indkaldelsen.

Det påhviler hvert enkelt medlem i egen interesse at holde foreningen underrettet om enhver adresseændring.

§ 8

På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestemmelse af de mødendes og de stemmeberettigedes antal
  3. Godkendelse af referat fra sidste års generalforsamling
  4. Bestyrelsen aflægger beretning
  5. Bestyrelsen forelægger det reviderede regnskab
  6. Fremlæggelse af og afstemning om eventuelle indkomne lovændringsforslag
  7. Valg af formand og 1-2 bestyrelsesmedlemmer u. p. på ulige år
  8. Valg af 1-2 bestyrelsesmedlemmer u. p. på lige år
  9. Valg af 1 revisor
  10. Øvrige indkomne forslag
  11. Eventuelt

§ 9

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt fremsætter anmodning herom til formanden.

Indkaldelse med dagsorden bilagt de fuldstændige forslag, der skal fremsættes, udsendes

inden 14 dage herefter med mindst 14 dage og højst 4 ugers varsel til den ekstraordinære generalforsamlings afholdelse.

Ved ekstraordinære generalforsamlinger kan et stemmeberettiget medlem forinden generalforsamlingen skriftligt afgive sin stemme til bestyrelsen.

§ 10

Enhver af foreningens medlemmer har adgang til generalforsamlingen, enten personligt eller ved fuldmægtig, der må være forsynet med skriftlig fuldmagt. Dog kan et Fuldmagt overleveres dirigenten, forinden stemmeafgivning kan finde sted. Ingen mødende kan dog have fuldmagt for mere end et medlem.

Og et førstegangsmedlem har kun stemmeret ved fremmøde.
Stemmeberettigede er aktive medlemmer, der har betalt fuldt kontingent, og som er fyldt 15 år på tidspunktet for generalforsamlingens afholdelse.

 

§ 11

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig. Dirigenten skal dog, når mindst 1/3 af forsamlingen forlanger det, lade foretage skriftlig afstemning. Valg af bestyrelse og revisorer skal altid ske ved skriftlig afstemning, såfremt der på generalforsamlingen fremsættes begæring derom.

§ 12

Generalforsamlingen er, når lovlig indvarsling har fundet sted, beslutningsdygtig uden hensyn til, hvor mange der har givet møde.

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Til foreningens opløsning kræves, at 50 % af medlemmerne er til stede, og at mindst 3/4 heraf stemmer for forslaget. Opfyldes disse krav ikke, indkaldes til en ny generalforsamling, der uanset antallet af fremmødte med simpelt stemmeflertal træffer beslutningerne.

§ 13

Generalforsamlingens forhandlinger og beslutninger indføres i en forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten, formanden og et bestyrelsesmedlem, hvorefter den har fuld beviskraft.

BESTYRELSEN

§ 14

Bestyrelsen består af formand, og 2-4 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen. Valget gælder for 2 år.

Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv i forhold til de roller og funktioner, bestyrelsens medlemmer varetager. Dog kan formand og kasserer kan ikke være den samme person.

Bestyrelsen er på valg skiftevis efter tur, således at formanden og 1-2 medlemmer er på valg i ulige år; og 1-2 medlemmer er på valg i lige år.

Genvalg til bestyrelse kan finde sted.

Samtlige bestyrelsesmedlemmer er ulønnede. Alle direkte udlæg refunderes efter regning eller i overensstemmelse med de af skattemyndighederne fastsatte regler for trækfri godtgørelser.

§ 15

Bestyrelsens medlemmer forpligter foreningen på gyldig måde og med bindende virkning ved deres underskrift tre i forening, hvoriblandt formanden skal være.

Den samlede bestyrelse kan meddele prokura enkelt eller kollektivt.

Med henblik på den løbende drift kan hvert bestyrelsesmedlem forpligte foreningen inden for en økonomisk ramme på kr. 1.000 under forudsætning af, at beløbet på forhånd er godkendt eller efterfølgende godkendes på førstkommende bestyrelsesmøde. Godkendelse er ikke påkrævet når det drejer sig om nødvendige faste driftsomkostninger, som rengøring og påfyldning af benzin på tankanlægget.

§ 16

Der afholdes møde, så ofte formanden eller 2 medlemmer finder det nødvendigt.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, heriblandt formanden, er til stede.

Ved stemmelighed er formandens stemme den afgørende. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol, der underskrives af de tilstedeværende medlemmer. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.

§ 17

Bestyrelsen kan beslutte, om økonomifunktionen skal varetages af bestyrelsen selv eller placeres hos en ekstern regnskabskyndig. Bestyrelsen er under alle omstændigheder og til enhver tid ansvarlig for klubbens midler og regnskab.

REVISION OG REGNSKAB

§ 18

Generalforsamlingen vælger 1 revisor. Genvalg kan finde sted.

Ethvert medlem kan på den ordinære generalforsamling eller på en generalforsamling, hvor emnet er sat på dagsordenen, stille forslag om, at der vælges en “kritisk” revisor med henblik på gennemgang af foreningens forvaltning og regnskabsforhold. Forslaget kan vedtages med simpel stemmeflerhed.

Den “kritiske” revisor skal efterfølgende afgive en skriftlig beretning til næste generalforsamling. Beretningen skal tillige med mødeindkaldelse udsendes til medlemmerne.

§ 19

Årsregnskabet udarbejdes i videst mulige omfang i overensstemmelse med årsregnskabslovens bestemmelser.

Der gælder særlige regler i forbindelse med “velgørende arrangementer”, hvor klubben har opnået momsfritagelse, idet disse midler skal anvendes til ungdomsarbejde (til medlemmer under 18 år).

Alle sponsorindtægter reduceret med de dertil hørende direkte udgifter skal henlægges til “støttefond(e)”, der kun kan anvendes til støtte for medlemmernes træningsforhold, deltagelse i turneringer og optimering af klubbens faciliteter.

§ 20

Regnskabsåret følger kalenderåret. Regnskabet skal være afsluttet og revideret inden årets ordinære generalforsamling.

SÆRLIGE BESTEMMELSER

§ 21

Fremkommer der spørgsmål, hvorom disse love intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig til efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 22

Klubben kan opløses som anført i § 13, stk. 2. Ved foreningens ophør skal bestyrelsen realisere alle værdier og efter afregning med kreditorerne fordeles overskuddet i overensstemmelse med foreningens formål samt under respekt af de regler, der til en hver tid måtte være fastsat for overskud i forbindelse med “velgørende arrangementer” og “støttefond”, jf. § 19.

§ 23

Hvis et medlem modarbejder foreningens interesser, kan vedkommende stilles i karantæne ved bestyrelsens beslutning eller ekskluderes ved generalforsamlingens beslutning.

Beslutninger om karantæne kan appelleres til generalforsamlingen.

 

 

Vedtægterne er revideret og godkendt ved ordinær generalforsamling den 15. marts 2023

Ved bestyrelse:
Stina Klingenberg-Petersen, Katrine Andersen, Laila Maria Jensen og Esben Jørgensen